COPENHAGEN BAROQUE FESTIVAL

Ny barokfestival indtager nogle af indre bys skønneste venues med Trinitatis Kirke og Sognehus som omdrejningspunkt. Åbnings- og afslutningskoncerten finder sted på NIMB i Tivoli, ligesom festivalen også slår et smut forbi Rundetaarns Bibliotekssal og byder på intim barokmusik med byens tage og aftenhimlen i baggrunden.

Fra Frederiksberg til indre by

Festivalen Midsommerbarok, som de seneste 10 år har fundet sted på Frederiksberg, takker for 10 gode år. Publikum har nydt godt af den tilbagevendende begivenhed, og heldigvis kan de stadig opleve barokmusikken og festivalens faste kerneensemble, det polske barokorkester Arte dei Suonatori, når festivalen flytter og fortsætter med ny base i indre by under nyt navn: Copenhagen Baroque Festival. Den centrale placering betyder, at et endnu større publikum forhåbentlig får øje på festivalen.

Festivalen begynder med en snigpremiere under overskriften INFORMALITY – en åben prøve med musik og et glas bobler, hvor publikum kan møde musikerne fra Arte dei Suonatori i Trinitatis Sognehus.
Samme aften er der musik af Mozart og hans polske samtidige, når festivalens åbningskoncert COSINESS løber af stablen i NIMBs fantastiske sal. Her bliver man hensat til begyndelsen af 1800-tallets salonkoncerter i Warszawas smukkeste sale, hvor den talentfule pianist og komponist, Maria Szymanowska, spiller egne værker samt i selskab med sin klaverkvartet præsenterer værker af samtidige kolleger fra Polen og Tyskland. En fantastisk rejse tilbage i tiden, som NIMB skaber de perfekte rammer for.

Elegance og power

Der er masser af stemning at opleve, når Telemanns Pariser Kvartetter blander sig med Københavns pulserende liv og stemning i koncerter ELEGANCE torsdag den 27. juni. Denne sommereftermiddag kan man komme helt tæt på musikerne i Trinitatis Sognehus med udkig til Rundetaarn – og det er med lidt franske godter og et glas vin til.

Den unge sopran Clara Cecilie Thomsen, der netop har modtaget Sonning Fondens Talentpris, udfolder om fredagen sin stemme i virtuos musik af Händel, flankeret af det klangstærke Arte Dei Suonatori. Og så er der hardcore barok på programmet, når festivalens leder og blokfløjtenist, Bolette Roed sammen med cembalist Allan Rasmussen og Arte dei Suonatori lørdag den 29. juni kaster sig ud i musik af Vivaldi og J. S. Bach – bl.a. med Bachs berømte og smukke air på repertoiret.

Copenhagen Baroque Festival afsluttes søndag den 30. juni med stor kantategudstjeneste i Trinitatis Kirke om formiddagen og afslutningskoncert om eftermiddagen på NIMB, hvor stjernesolist Andreas Brantelid spiller udvalgte solo cello suiter af J. S. Bach. Koncerten indgår i NIMBs eksklusive ”Afternoon Tea Extraordinaire” og holdes i den smukke bar med de bløde lænestole. Her kan man lade sig synke ned og nyde alskens lækkerier, når Nimbs kokke udfolder sig ud med de fineste trøffel-, kaviar- og østersanretninger, akkompagneret af et glas Dom Pérignon. Billetter til denne koncert købes via NIMBs egen hjemmeside af hensyn til serveringen.

Copenhagen Baroque Festival løber af stablen den 26. – 30. juni, og der er både koncerter med og uden entré.

Læs mere om medvirkende, repertoire, billetpriser m.m. her på siden og meld dig gerne som frivillig hvis du har lyst til at blive en del af en skøn, livsglad, levende og hyggelig festival. Alt fra hjemmebag til fotograf, chauffør, blomsterdekoratør eller alt-mulig-mand kan bruges.

Dørene åbnes ca. 45 minutter inden koncertstart.

Tak til Augustinusfonden for støtte til festivalen.

Medfinansieret af Ministeriet for kultur og national kulturarv, Polen