“Celebration of friendship: Handel-Telemann”

Venskabet mellem Georg Friedrich Händel (1685–1759) og Georg Philipp Telemann (1681–1767) forbliver et af de mest bemærkelsesværdige i barokmusikken. De mødtes allerede som teenagere og til trods for at de forfulgte hver sin karriere i forskellige byer – Handel i London og Telemann i Hamburg – forblev deres venskab tæt igennem mere end et halvt århundrede. Eftertiden har længe favoriseret Handel og hans værker, men i deres samtid var det imidlertid Telemann, der blev betragtet som den mest indflydelsesrige og vigtige tyske komponist på sin tid, og hans musik oplever nu en velfortjent fornyet interesse. Denne koncert er en hyldest til begge komponister – to venner – som er og bliver markante fyrtårne og stærke ambassadører for deres tid.

Dybden af deres venskab fremstår tydeligt, ikke kun gennem deres omfattende brev-korrespondance, men også gennem deres gensidige respekt for hinandens værker. Handel abonnerede på Telemanns meget succesfulde publikation ”Tafelmusik” og fandt derigennem inspiration til mange lejligheder – en gestus som blev anset som fuld af beundring og respekt på den tid. Og Telemann producerede mange af Handels operaer igennem sin tid som musikdirektør ved Hamburg Opera. Begge var de dygtige entreprenører, som forstod vigtigheden af at kombinere deres unikke musikalske talenter med en skarp forretningssans. Deres kosmopolitiske musikalske sprog placerede dem begge mellem barokken og den tidlige klassik, og de repræsenterede en voksende tendens, som blev delt af mange af deres samtidige.

Barokmusik er essentielt set en kunst over både retorik, kommunikation og dialog – ikke kun mellem musikere – men også mellem komponister, de udøvende kunstnere og publikum. Dets ultimative mål er at berøre lytteren, og dette er noget, som både Handel og Telemann mestrede til fulde – de kombinerede datidens barokke kompositionsteknikker og virtuositet med øjeblikke af ophøjet elegance og ro, og foregreb de senere tiders galante ideer af skønhed.

Den første del af aftenens koncert åbner med en overture komponeret af en ung Handel i Rom til selveste Corellis orkester. Overturen er fra en af Handels sjældne italienske oratorier – betegnelsen for en opera baseret på et religiøst tema, men uden scenografi. Denne overture følges af tre solokoncerter, en genre som smukt viser vekselvirkningen mellem solopartier og solo med orkesterpassager. Satserne veksler mellem langsomme lyriske og følsomme satser hvor orkesteret skaber fundamentet over hvilket solostemmen svæver – og så energiske og dynamiske satser, som levendegør dialogerne mellem orkester og solist.
Telemanns concert i G-dur, TWV 51:G2, er et flot eksempel på hans evne til at engagere og begejstre lytterne. Musikken er elegant, velafbalanceret og flyder ubesværet – men kræver samtidig stor virtuositet af musikerne. Indenfor hvad der fremstår som en simpel ramme formår Telemann at præsentere komplekse øjeblikke med melodiske og harmoniske overraskelser, samt fremvise barokkens stærke retorik, især gennem de smukke langsomme satser.

Händels Sonata a cinque HWV 288, her arrangeret for blokfløjte – en praksis som var ganske almindelig i barokken – blev også komponeret mens Handel var i Italien omkring 1707, og den italienske indflydelse er bestemt hørbar. Selvom værket benævnes ”Sonata” fremstår det som en instrumental koncert. Det er Handels første koncert og den eneste som er skrevet for et strygerinstrument. I løbet af de tre satser formår Handel af præsentere et tungtvejende og seriøst eksempel på koncert-formen, hvormed hans dybe beundring for den italienske stil tydeligt skinner igennem.

I blot tre satser præsenterer Händel en mere højtidelig og vægtig fortolkning af koncertformen, hvilket afspejler hans dybe beundring for italiensk musik. Den indledende Adagio udfolder sig med statelige, afmålte fraser, før den uventet skifter mellem storslåede øjeblikke og skarpere, mere dristige harmoniske og melodiske figurer, der minder om de mest eksperimentelle aspekter af baroksonaten. Orkestret spiller en fremtrædende rolle i den korte anden Adagio og bruger harmoniske skift til at fremkalde kontrasterende følelser, før solisten træder frem, næsten improvisationsmæssigt, for at bygge bro over overgangen. Den sidste sats, introduceret af en orkestral unison, der minder om Vivaldi, bygger op mod en triumferende afslutning, hvor solisten udviser blændende virtuositet.

“Thou shalt bring them in” er en arie for alt-stemme fra Händels oratorium Israel i Egypten (HWV 54). Teksten, der er hentet fra Anden Mosebog, formidler Guds løfte om at lede Israels folk ind i deres forjættede land. I dette udtryksfulde og lyriske stykke er Händels mesterlige vokallinje og orkesterfarver til fuld skue. Akkompagneret af strygere og basso continuo, typisk for Händels barokstil, giver arien solisten mulighed for at vise både tekstens følelsesmæssige dybde og altstemmens fulde register. Gennem sin blanding af lyrisk skønhed og dramatisk intensitet indfanger denne arie håbet og opfyldelsen af ​​Guds pagt med sit folk.

Før pausen præsenteres endelig Telemanns dobbeltkoncert for fløjte og blokfløjte (TWV 52:e1) som bringer elegancen og charmen i hans værker frem.  De to solister har et engagerende sammenspil og modspil – og veksler mellem at konversere orkesteret eller støttes af samme. Den langsomme sats er fyldt af en intens sødme, mens de hurtige satser bobler af rytme og livsglæde. Ligesom Handel var tiltrukket af Italien, var Telemann meget inspireret af Polen og opholdt sig i perioder der, hvilket førte til tydelig inspiration fra folkemusikken i mange af hans værker – heriblandt også dette.

Aftenens koncert afsluttes med Handels lidt mindre kendte værk Dixit Dominus (HWV 232), som også blev komponeret under hans tidlige år i Italien. Handel var kun 22 år da han skrev dette store værk, men det viser allerede hans sublime beherskelse af såvel kontrapunkt som ekspressive melodiske linier og Corelli-inspirerede instrumentale teksturer. Handel laver nærmest en fremvisning i en brilliant koncert-stil og stiller de 5 solostemmer op mod det fulde kor og veksler mellem virtuose korpassager og lyriske soli samt pludselige stormfulde kommentarer fra orkesteret.

Dixit Dominus blander storheden af den italienske koncert-form med et ekko fra den tyske kor- og instrumentaltradition fra det 17.århundrede. Teksten – psalm 110 – en proklamation af en ophøjet hellig dom – skaber det perfekte dramatiske tæppe, og stilen lægger sig smukt opad religiøs musik fra Rom i det tidlige 18.århundrede.