“The amazing history of Vor Frelsers Kirkes church organ”

Aftenens program udfolder sig omkring det smukke orgel fra Vor Frelsers Kirke, et bemærkelsesværdigt instrument, der står som et moderne vidne om sin tids musik. Orgelet blev bestilt af Christian V. og indviet i 1698 og er en fornem repræsentant for 16-tallets orgelbyggerknust i Nordtyskland og Skandivavien. Det er bygget af brødrene Botzen – to orgelmestre som kongen havde givet monopol på orgelbygning i den danske stat – og allerede fra sin indvielse blev orglet en europæisk berømthed. Instrumentet har modstået tidens tand og overlevet de store brande i det attende århundrede og det britiske bombardement i 1807. Orglets guldcicelerede facadepiber blev gjort stumme tilbage i 1889, kun for at blive genoplivede i 1965 gennem en restaurering af orgelbygger Poul-Gerhard Andersen. Denne genopdagelse af de originale Botzen-piber fik betydning for restaureringen af orglet og desuden klangen af nybyggede danske orgler i årene derefter. Med sin delikate klang, rig på overtoner, der kendetegner de originale Botzen-piber passer det perfekt til kirkens unikke akustik, som forstærker dets resonans. Orglets cymbelstjerne og mekaniske gøg er ligeledes tilbage fra Botzen-brødrenes tid.

Under dagens koncert indtager orgelet igen scenen og vækker fortidens lyde til live og fungerer som et historisk vidne til de musikværker, der er nøje udvalgt til denne koncert. Aftenens repertoire udforsker centrale musikalske tendenser fra sin tid. Hvert stykke blev komponeret eller udgivet omkring orglets byggetid og giver et glimt ind i periodens rige lydlandskab. Værker af Marc-Antoine Charpentier, Johann Abraham Schmierer og François Couperin illustrerer den franske stil fra slutningen af ​​det 17. århundrede, som fascinerede komponister og publikum over hele Europa. Programmet afsluttes med et værk af den ofte oversete Giuseppe Torelli, der viser den tidlige udvikling af instrumentalkoncerten – en italiensk genre, der senere skulle blive en af ​​de mest berømte musikformer i de følgende århundreder.

Koncerten åbner med et præludium og en fuga af Dietrich Buxtehude og et praelambulum af Heinrich Scheidemann – to indflydelsesrige personer i udviklingen af ​​den nordtyske orgeltradition. Disse former kombinerer frit improvisatoriske sektioner med strukturerede, imiterende passager, hvilket giver mulighed for både udtryksfuld frihed og kontrapunktisk kompleksitet. Deres virtuose komposition fremhæver ikke blot orglets karakteristiske lyd, men afspejler også periodens rige musikalske fantasi.

Charpentiers Missa Assumpta est Maria er det sidste værk i hans samling af tolv messer. Den blev komponeret mellem 1699 og 1702 og blev sandsynligvis skrevet til Mariæ Himmelfartsfesten, der fejres den 15. august, en vigtig begivenhed i den liturgiske kalender. Den instrumentale Symphonie, der går forud for den første Kyrie, har elegant kontrapunktisk skrivning, der udfolder sig med en rolig og højtidelig følelse af udvidelse. Det delikate samspil mellem stemmer, de fascinerende musikalske sekvenser og den yndefulde udfoldelse af melodiske motiver baner vejen for de følgende stykker. Johann Abraham Schmierer (1661-1719) komponerede sin instrumentale suite som den første i sin samling Zodiaci musici, udgivet i 1698. Schmierer havde til hensigt, at disse suiter skulle være alsidige og passende til en række forskellige lejligheder. I sit forord bemærker han, at de kunne bruges “til komedier, middagsmusik, serenader og andre sådanne muntre sammenkomster.” Denne populære genre, den instrumentale suite, eksemplificerer perfekt indflydelsen af ​​fransk mode på tyske aristokrater og hvordan komponister fortolkede den i perioden. Inspireret af Jean-Baptiste Lullys stil følger denne suite en traditionel fransk struktur, der starter med en fransk ouverture efterfulgt af en serie af syv kontrasterende danse.

Et kort præludium for viola da gamba af De Machy sætter scenen for François Couperins andet Leçon de Ténèbres og tilbyder et øjeblik af udtryksfuld frihed og spontanitet. François Couperin (1668-1773) komponerede sine Leçons de ténèbres til de professionelle kvindelige operasangere, der var ansat af nonnerne i Longchamp-klosteret nær Paris i begyndelsen af ​​det 18. århundrede. Tenebrae-gudstjenesterne (mørket), som finder sted torsdag, fredag ​​og lørdag i den hellige uge, markerer afslutningen på fasten og leder op til påskedag. Under disse gudstjenester slukkes et lys efter hver salme, og det sidste lys slukkes efter Benedictus Dominus. Resten af ​​gudstjenesten synges derefter i mørke. Couperins Leçons er blandt de mest dybt personlige og følelsesladede værker i det barokke kirkerepertoire. For at udtrykke teksten fra Jeremias’ Klagesange kombinerer Couperin mesterligt kontrasterende dele af recitativo og arioso – elementer fra tragédie lyrique, barok fransk opera – med traditionel plainsong og melismatiske indstillinger til incipits og hebraiske bogstaver, der sætter punktum i teksten. Hver Leçon afsluttes med Jeremias’ gribende ord til Jerusalems folk: “Jerusalem, vend jer til Herren jeres Gud.”

Det sidste stykke i dagens program, Giuseppe Torellis koncert nr. 10 fra hans Concerti Musicali op. 6, giver et glimt ind i den tidlige udvikling af solokoncertgenren. Mens Vivaldi ofte ses som den “klassiske” eksponent for denne form, er Torelli blandt dens tidligste pionerer. Concerti Musicali, der blev udgivet i Augsburg i 1698, mens han var koncertmester for Georg Friedrich, markgreve af Brandenburg-Ansbachs, hoforkester i Ansbach, Tyskland, var en af ​​de første samlinger af solo- og ripienokoncerter, der blev udgivet. Disse værker viser mange eksperimentelle træk ved den tidlige barokkoncert, såsom brugen af ​​ritornelloform og kontrasten mellem tutti- og solosektioner. Derudover er det et af de tidligste eksempler, hvor komponisten tydeligt markerer og skelner mellem solo- og orkestersektionerne i sine koncerter.

Dagens program viser barokkens storhed i mange former med solo-, kammer- og orkesterværker, der giver et øjebliksbillede af nutiden, ekkoer fra fortiden og et glimt ind i fremtiden for vesteuropæisk musik i det attende århundrede – alt sammen levendegjort med uvurderlig hjælp fra orglet og dets autentiske baroklyd.