Young Talent
Hvert år fejrer vi på Copenhagen Baroque Festival et ungt talent og deres passion for barokmusik, når vi sætter fokus på årets ’Young Talent’. Initiativet er en del af vores engagement for at fremme fremtidens barokmusikere og give dem den opmærksomhed og støtte, de fortjener.
’Young Talent’ er en titel, der tildeles en ung, professionel musiker, med et særligt solist- og ensemblemusikertalent. Hvert år optræder næste års young talent som en overraskelse med et ekstranummer ved en tilfældig koncert og navnet præsenteres således allerede året inden vedkommende optræder med sin egen solistkoncert under festivalen. Dette giver vores publikum en unik mulighed for at opleve nogle af fremtidens barokstjerner.
I år kan du høre Anna Kzryzak, som er bratschist og spiller med Arte dei Suonatori. Anna spillede et smukt ekstranummer ved koncerten på Rosenborg Slot 2023 så nogle af vores publikummer kender hende allerede. Vi har fulgt Anna gennem mange år som musiker netop i orkestret, der er en fast del af festivalen år efter år, og Annas talent skinner klart igennem. Den varme klang på bratschen afspejles også i hendes personlighed, og samtidig er hun modig i sin udforskning af både barokkens og nutidens musik.
Tidligere talenter tæller blandt andet Joachim Becerra Thomsen, Jonas Frølund og Katarzyna Olszewska.